New Zealand - Nordøen 2

NZ-juletræ med vores hotel i baggrunden

Fugio frugt

Vores sidste dag som campister startede mindre heldigt. Ikke nok med at vi skulle sige farvel til ”The Nakels”, men vores Spaceship ville ikke starte. Vi måtte ringe til AA autohjælp, som stillede med Tom, en rigtig sød mekanikker, og et par store startkabler.
Vel på vejen igen kørte vi til Sandspit. Vi valgte en sjov campingplads, der var arangeret som en landsby med gamle huse og udstillinger. Vi har set mange vilde kaniner på campingpladserne, men Sandspit er kendt for sine mange ænder. De var over alt og ikke særlig sky. En af den nappede Zophia i fingeren, og vi blev vækket af snadren og skræppen.

Soraya og Steve

Vi kørte til Warkworth og spiste brunch med Soraya og Steve i ”His House” deres retræte sted. Her gjorde vi bilen ren og kørte til Auckland, ”City of sails”. Byen er utrolig flot, når man kommer kørende. Hele havnen fuld af lystbåde med skylinen i baggrunden. Vi fik afleveret vores Spaceship og blev indlogeret på et billigt hotel i centrum. Før påske nåede vi lige at se lidt af byen og gå på Auckland Art Gallerie. De havde en portræt udstilling af forskellige NZ kunstnere, som Zoe og Zophia var ret vilde med, og en fotoudstilling med Laurance Aberhart.

Lily og Paul

Skærtorsdag blev vi hentet af Paul og Lily, et par vi havde mødt i Parmeston North. Vi kørte hjem til dem og videre til Goat Island hvor vi spiste frokost på stranden.




Efter at have forkælet os hele dagen, kørte de os ind til centrum, hvor vi skulle til ”Shout” konference hele påsken med Equippers Church.

Shout

Zoe var lidt nervøs for at skulle i et engelsktalende børneprogram i fire dage, og var ikke sikker på at hun ville deltage. Men den første vi mødte efter indregistreringen var Ella, den pige der havde taget sig af Zoe i børnekirken i Hillsongs i Australien. Gud er god, han ved lige hvad vi trænger til hver især. Hun var kommet ned med sin familie, og blev også glad for at se Zoe. Hun kendte ikke selv så mange børn, Nu var der ingen problemer. Alle pigerne drog af sted med et smil om munden. Skønt!
Shout var virkelig en fed oplevelse for os alle. Der var superprof rocket lovsang, gode prædikanter og koncert med ”Jars of clay” fra USA.
Lørdag så Peter en plakat med Wilco på gaden ved siden af vores hotel. Wilco er det band Michael, Peters fætter fra USA, spiller keyboard i. De skulle spille i Auckland ude sydpå søndag aften. Peter kunne ikke få fat på Michael, og det var for besværligt at komme dertil uden bil. Men endnu engang viste Gud, at han ved, hvad vi hver især har brug for. Næste dag mødtes vi med Prue, Martin og Lises ven, og den yngste af hendes 5 sønner. Det viste sig at hendes 4. søn Eli skulle til Wilco koncert. Så Prue kørte Peter og Zoe derud. De fik fat på Michael, fik backstage-card, og blev kørt hjem efter en super koncert af Eli.

Michael og Zoe

Prue og to af hendes sønner

Vi nåede lige en påskefest i Prues kirke også, med hoppeborg, ponyridning og kaninklapning.
Zophia tabte sin anden fortand om aftenen, og foreslog at vi kunne ringe til tandfeen på skype, så hun kunne finde vej. Hun fandt os og havde vekslet til NZ dollars.

Aucklands største påskeæg

Scrapbøger

Dagen efter pakkede vi ned og om aftenen mødtes vi med Dean og Mirjam, endnu nogen af M og L´s venner, til et glas vin på en cafe downtown. Mirjam er dansk, så pigerne fik rigtig snakket og fortalt. Mirjam arbejder med installationskunst, og Dean er færdig med en master i teologi. Det var en hyggelig og afslappet sidste aften i New Zealand.

Nogen havde hældt vaskepulver i springvandet

En særlig tak til Lise og Martin for alle kontakterne. Vi skulle selvfølgelig hilse jer fra dem alle.

Auckland by night

Det også Auckland